Centrale pointer uge 40: Behaviorisme
Behaviorister mener overordnet, at samfundsvidenskaben skal systematisere observerbar adfærd med henblik på at formulere universelle love med stor forudsigelseskraft.
- Filosofisk behaviorisme knytter an til idéen om at ethvert intentionelt udsagn kan reduceres til udsagn om adfærd. Der findes ikke mentale tilstande – der findes kun adfærd og udtryk for adfærd.
- Skinners psykologisk behaviorisme anerkender, at der findes mentale tilstande, men mener ikke, at videnskaben bør beskæftige sig hermed. Behaviorisme er “et psykologisk koncept, der har til hensigt at ekskludere alt subjektiv data (formål, intentioner, ønsker) fra videnskabelige undersøgelser og hvor kun det, der kan observeres tæller som valid data” (Easton, s. 2).
- Eastons politologiske behaviouralisme er en politologisk variant af behaviorismen. Målet er en empirisk politologi orienteret mod at forklare generelle tendenser i det politiske liv og give systematiske, deskriptive forklaringer på det politiske system, dets strukturer og aktører. Easton abonnerer i modsætning til Skinner ikke på en kategorisk afvisning af subjektive data.
Behaviorismens afvisning af [L] og indførsel af [LE]:
Behaviorister afviser teleologiske- aka. intentionelle- aka. formålsforklaringer, fordi de ikke mener, at de kan anvendes til at forudsige. Da [L] forklarer handlinger ud fra handlingens formål (jf. aktørens ønsker og formodninger) er [L] et eksempel på en intentionel forklaring → behaviorister forkaster [L] og erstatter den med “Law of Effects” [LE].
- [LE] er den lov, som forbinder den ydre verden af stimuli med individets respons herpå.
- [LE] erstatter sondringen mellem adfærd vs. handlinger med sondringen operant betinget adfærd vs. ufrivillig refleks-adfærd. Operant betinget adfærd er kendetegnet ved at være frivillig, tillært adfærd som er styret af sine effekter → konsekvensen af den udførte adfærd påvirker sandsynligheden for, at adfærden gentages.
Rosenbergs kritik af [LE)
- [LE]’s forsøg på at gøre sig fri af intentionalitet mislykkedes. Når mennesker udfører en bestemt adfærd, fordi det udløser en særlig belønning, så er det blot udtryk for, at mennesker har et ønske om at blive belønnet og at de har en formodning om, hvilken adfærd der fører til belønningen (Rosenberg, s. 86).
- Ligesom med [L] er der ingen observationer som kan falsificere [LE], som derfor ikke kan være en kausal lov → kausalitet forudsætter kontingens, men behaviorismen kan ikke identificere stimuli og adfærd uafhængigt af hinanden jf. eksemplet med duen.
Hempels kritik af funktionelle forklaringer:
Kobling til resten af ugens pensum:
Inspireret af naturvidenskaben tilstræber behaviorismen at erstatte samfundsvidenskabens teleologiske- aka. formålsforklaringer med årsagsforklaringer på sociale fænomener. Funktionelle forklaringer er ifl. Hempel en underkategori til formålsforklaringer og en forklaringsmodel der hyppigt anvendes inden for samfundsvidenskaben (fx Durkheims funktionelle forklaring af kriminalitet: “Det sociale fænomen kriminalitet kan forklares ved sin positive virkning på samfundets sammenhængskraft” ). Hempels kritik af funktionelle forklaringer skal derfor forstås i forlængelse af behaviorismens overordnet fokus på årsagsforklaringer.
| Årsagsforklaringer | Funktionelle forklaringer | |
| Struktur | Årsag → Hændelse | Hændelse ← Positive virkning for organismen. |
| Definition | Årsagsforklaringer forklarer hændelser ved at pege på de forudgående årsager, der udløste hændelsen.
Ifl. Hempel indeholder en årsagsforklaring tre komponenter: 1. En udløsende årsag 2. En række initialbetingelser 3. Min. én universel lovmæssighed.
Det er x den udløsende årsag, der forklarer y → explanans henviser til forudgående faktiske hændelser |
Funktionelle forklaringer forklarer hændelser ved at pege på den utilsigtede positive funktion, som hændelsen opfylder for en organisme eller et samfund.
Ifl. Hempel indeholder en funktionel forklaring også tre komponenter. x: Fænomenet der skal forklares y: x’s positive funktion z: Organismen for hvem x tjener en væsentlig (positiv) funktion (y).
Det er y den positive virkning af x for z, der forklarer x → explanans henviser til efterfølgende faktisk virkninger |
Hempels a posteriori kritik af funktionelle forklaringer:
- Funktionelle forklaringer er ”mystiske”, fordi årsagen (fx sammenhængskraft) til virkningen (kriminalitet) ligger efter virkningen i tid (= baglæns kausalitet anerkendes normalt ikke).
- En organisme (fx samfundet) har behov, men behov kan tilfredsstilles på forskellig vis. Funktionelle forklaringer klargør ikke, hvorfor et behov tilfredsstilles på én bestemt måde frem for en anden (hvorfor tilfredsstilles samfundets behov for sammenhængskraft fx qua kriminalitet og ikke qua fodboldlandsholdet el. lign.? – det forbliver uklart!) Hvorfor opretholdes den kollektive bevidsthed ikke på en anden måde end via kriminalitet? Hvorfor har giraffen ikke lange arme i stedet for en lang hals?
- Vi kan ikke forudsige på baggrund af funktionelle behov, for det forudsætter at systemet der har behovet også eksisterer i samfundet i fremtiden – men det er jo ikke givet.
- Funktionelle forklaringer, er som forklaringsmodel ikke i sig selv, pr. definition (a priori) problematisk.Hempels pointe er snarere at den faktiske brug af funktionelle forklaringer sjældent er succesfuld.
