Centrale pointer uge 37: Naturalisme vs. fortolkning

Spørgsmålet om hvorvidt vi skal forklare eller fortolke menneskelige handlinger, for at opnå viden herom, udgør en central diskussion blandt samfundsvidenskabens udøvere. Diskussionen udspringer primært af en epistemologisk uenighed over, hvad samfundsvidenskabelig viden er og hvordan den opnås.

Naturalisme:
Den forklarende videnskab, der søger lovmæssigheder, kausalitet og ønsker den naturvidenskabelige tankegang anvendt inden for samfundsvidenskaben. Målet er at formulere kausale teorier forstået som systematiske, konsistente og årsagsforklaringer på den sociale virkeligheds lovmæssigheder, som sætter os i stand til at forudsige fremtidige begivenheder.

• Evnen til at forudsige sætter os i stand til at beherske og kontrollere virkeligheden.
• Som naturalist må man acceptere det synspunkt, at der ikke findes væsensforskelle mellem samfundsvidenskabens og naturvidenskabens genstandsfelter.

Kritik af naturalismen:

1. Hvis der ikke er forskel på naturvidenskab og samfundsvidenskab, hvorfor har samfundsvidenskaben så ikke akkumuleret viden og gjort samme videnskabelige fremskridt?
2. Er den sociale virkelighed faktisk sammenlignelig med den naturlige virkelighed?

Enhedsvidenskab: Idéen om at alle videnskaber (fysik, biologi, sociologi etc.) kan underordnes én samlende videnskab, der anvender de samme metoder på alle udsnit af virkeligheden.

Pluralistisk/autonom videnskabsforståelse: Forskellige videnskaber er kvalitativt forskellige og bør derfor anvende forskellige videnskabelige metoder.

Anti-naturalisme:
Den fortolkende videnskab, der søger at forstå den sociale virkelighed og grundlæggende mener at samfundsvidenskaben adskiller sig fra naturvidenskaben. Menneskelige handlinger er meningsfulde og må forstås indefra! Samfundsvidenskabens primære formål er derfor ikke at forudsige begivenheder eller identificere kausalitet, men at forstå menneskelige handlinger. Ergo, behov for andre metoder end de naturvidenskabelige.

Mening er ifl. anti-naturalismen det, som adskiller kultur fra natur og socialvidenskab fra naturvidenskab.

1. Handlinger bærer mening. Menneskelige handlinger udføres fordi de giver mening for aktøren.
2. Sprog bærer mening. Det er gennem sproget, at verden tilskrives mening.
3. Forventninger. Normative forventninger giver mening til menneskelige handlinger.
4. Den sociale virkelighed påvirkes af gensidige forventninger og teorier. Vi giver mening til verden gennem fælles teorier, som former det sociale (fx spilteori og udenrigspolitik)

Kritik af anti-naturalismen:

1. Kan vi overhovedet forstå meningen indefra? Er det ikke et problem at vi aldrig kan være 100 pct. sikre på, hvad mennesker mener med deres handlinger (other-minds-problem).
2. Har vi alligevel ikke et ønske om at kunne forudsige sociale begivenheder?

Naturalisme og anti-naturalisme – et kontinuum:

Naturalisme og anti-naturalisme udgør jf. Rosenberg to ekstremer på ét kontinuum.

• Teoretikere der, som Rosenberg, befinder sig i ekstremerne har tendens til at afvise mellemvejen, fordi de mener, at det er en inkonsistent position.
• Fay & Moo udgør et eksempel ‘den tredje vej’ der forsøger at forene de to ekstremer i én frugtbar forklarende og fortolkende samfundsvidenskab.